Sokratiske spørgsmål er en metode fra kognitiv adfærdsterapi, der hjælper klienten med at reflektere over betydningen af forskellige måder at tænke på. De sokratiske spørgsmål tager som regel afsæt i klientens tænkning om et aktuelt, konkret problem, og fører derefter klienten rundt om dette, så nye synsvinkler kan opstå, tidligere overbevisninger kan revurderes, eller helt nye konstrueres. Spørgsmålene retter klientens opmærksomhed mod information, der aktuelt ligger uden for hans synsfelt, og kan bevæge sig bort fra udgangspunktet til helt andre områder. Sluttelig vendes blikket igen mod det aktuelle problem, som klienten nu kan se på med nye øjne.
Der sondres mellem spørgsmål med udforskende hensigt og spørgsmål med forandrende hensigt. De udforskende/analyserende spørgsmål stilles oftest før de forandrende/strukturerende spørgsmål. I kognitiv terapi er sokratisk dialog en undersøgende proces, der løber hele vejen igennem behandlingsforløbet.
Et andet gennemgående terapeutisk princip i kognitiv terapi kaldes vejledt opdagelse og det hænger sammen med sokratiske spørgsmål. Det er betegnelsen for det fælles undersøgende samarbejde, kombineret med en direktivstil. Vejledt opdagelse består af sokratiske spørgsmål og adfærdseksperimenter. Disse 2 metoder anvendes i hele terapiforløbet såvel i sessionen som via hjemmeopgaver, der udgør den 3. gennemgående metode.
Nøglemodellen og metamodellering er spørgeteknikker fra Neuro Lingvistisk Programmering som beskæftiger sig med sammenhængen mellem tanker (neuro) og sprog (lingvistik), og som er gode at bruge til afdækning af udfordring og mål, bevis, neurologiske niveauer, værdier, overbevisninger, metaprogrammer og anden relevant viden om patientens tilstand. Metamodellen kan bruges til at blive opmærksom på klientens sprogmønstre og kan bruges til at spørge ind de steder, hvor der blev brugt nogle.
Filosoffen Sokrates (født ca. 470 f.kr.) spillede en central rolle i den kulturkamp, der rasede i Athen. Han gik ofte rundt i byen og talte med folk. Han lagde vægt på at fremstå som en person, der ikke vidste ret meget, eller slet ingenting. En af de meste udtalelser var ”jeg ved, at jeg intet ved”. Dette var udgangspunktet for hans spørgende holdning i samtalen. En samtale med Sokrates førte som regel til, at de der tog ordet, begyndte at granske sig selv, deres egen viden og egne mål i livet. I Sokrates debatlære blev dialogen fremstillet som en gensidig hjælp til bedre erkendelse.
I kognitiv terapi bør terapeuten ideelt set fremstå som en ledsager eller guide; en vejleder i netop den sokratiske model. Målet er ikke at lære klienten at ”tænke positivt”, idet urealistisk positiv tænkning, stik imod hensigten, kan svække klientens mulighed for at mestre livsproblemer. Målet er snarere at få klienten til at reflektere over betydningen af forskellige måder at tænke på.
I kognitiv terapi er sokratisk dialog en undersøgende proces, der løber hele vejen igennem behandlingsforløbet. Metoden farver den terapeutiske relation og udgør et væsentligt alternativ til såvel tolkning som rådgivning. De sokratiske spørgsmål tager som regel afsæt i klientens tænkning om et aktuelt, konkret problem, og fører derefter klienten rundt om dette, så nye synsvinkler kan opstå, tidligere overbevisninger kan revurderes eller helt nye konstrueres.
Spørgsmålene retter klientens opmærksomhed mod information, der aktuelt ligger uden for hans synsfelt, og kan bevæge sig bort fra udgangspunktet til helt andre områder. Sluttelig vendes blikket igen mod det aktuelle problem, som klienten nu kan se på med nye øjne. Der sondres mellem spørgsmål med udforskende hensigt og spørgsmål med forandrende hensigt. De udforskende/analyserende spørgsmål stilles oftest før de forandrende/strukturerende spørgsmål. Udforskende spørgsmål identificerer ydre og indre faktorer i den situation, der tages udgangspunkt i.
Ydre faktorer vil sige iagttagelige forhold, der fremgår af spørgsmålene, hvem, hvor, hvornår, hvordan. Indre faktorer omfatter de tanker, følelser og kropslige reaktioner, der opstod i personen i situationen. Spørgsmålene bidrager til en analyse af situationen ved at adskille disse komponenter, undersøge dem hver for sig, og herefter foretage en vurdering af deres sammenhæng. Herefter finder klienten den dominerende følelse.
Klienten finder også den negative automatiske tanke, der i situationen medfører størst emotionelt ubehag, den ”centrale tanke”. Denne bliver herefter genstand for yderligere undersøgelse og udfordring. De forandrende spørgsmål undersøger evidensen for den centrale tanke og klargør logiske brud og uforklarede aspekter med henblik på at skabe kognitiv dissonans. (Du sagde, at hun ikke kan lide dig, men lidt senere ringede hun til dig for at invitere dig på kaffe, hvordan kan du forklare det)? Hermed danner klienten nye hypoteser. Terapeuten skal også hjælpe klienten til at prøve sine beviser af (bevisførelse) for en central tanke, f.eks.: Hvad bygger du den antagelse på, at du ikke duer til noget? Har du erfaringer, der kunne pege i en anden retning? Spørgsmål, der fører til bidrager, at klienten finder alternativer, kan være relativt ledende, ”kunne man tænke sig andre grunde til at han ikke hilste på dig end at han ikke kunne lide dig? Spørgsmål om fordele og ulemper ved såvel en gammel som en nyere antagelse, kan anvendes.
Endelig stilles der ofte afslutningsvis direkte spørgsmål til, hvad klienten ønsker skal være anderledes, hvordan ændringerne kan opnås og hvordan de opnåede forandringer kan måles. Opsummering anvendes ofte under sokratisk dialog, idet terapeuten dels sikrer sig at begge parter er enige om hvilken argumentation der har ført dem til et givet tidspunkt, dels giver klienten mulighed for at lægge mærke til logiske brud i sine følgeslutninger.